Parterapi
Der kan være mange grunde til at opsøge en parterapeut. Måske ønsker I at blive inspireret og søge dybere i et allerede velfungerende parforhold. Eller måske har I brug for hjælp i en svær tid. Uanset årsag, er I meget velkomne.

Alt bliver slidt af dagligt brug…
Vi lever i en tid med tårnhøje forventninger til os selv og vores partner, kombineret med en stresset hverdag for de fleste. Det levner ikke altid de bedste forudsætninger for den sammenhørighed de fleste af os længes efter.
Alt bliver slidt af dagligt brug – også parforholdet. Vi kan ikke bare forlade os på, at de varme og kærlige følelser vedbliver varme uden, at vi gør en aktiv indsats. Det vi nærer, vokser. Det lyder så simpelt, og det er det også – i teorien. I en travl hverdag med ønsker, krav og pligter, der hiver i os fra alle sider, er det her vores gode og kærlige intentioner, skal stå sin prøve.
Vi kommer så nemt til at føle os ensomme, alene eller forkerte når skænderier om praktiske gøremål, børneopdragelse og økonomi raser, og kritik og anklager flyver gennem luften. Det kan føles uoverskueligt og nærmest umuligt at nå hinanden, når vores samtaler ender i vrede, stilhed og sårede følelser.
Parforholdet er den vigtigste relation i familien!
På mange måder er det, der foregår mellem mor og far afgørende for hvordan resten af familien trives. Derfor giver det også god mening at holde kursen og fokus på det, vi ønsker at opnå sammen og hver for sig. Vi må finde meningen i galskaben og sammen arbejde på at genetablere den følelsesmæssige kontakt, der er så givende for alle i familien.
Uanset om bølgerne går høj eller er faretruende stille, kan det være svært selv at overskue, hvad det er, der er på spil imellem jer. Følelserne overvælder og på trods af alle jeres gode intentioner, kommer I til at såre hinanden. Den nærhed, intimitet og kærlighed I så brændende ønsker jer, udebliver. Det er her jeg kommer ind i billedet.
Sammen får vi nemlig øje på sprækker af lys, der fremkalder større forståelse for jeres indbyrdes mønstre og muligheder for at bryde dem. Herved opnår I nye perspektiver på en ellers fastlåst situation. Vi åbner op for meningsfulde veje videre frem således, at I begge oplever flere handlemuligheder, tillid og kontakt.
Alene i parterapi
Når du ønsker at arbejde på dit parforhold, kan du komme med din partner i hånden eller du kan komme alene.
Det kan måske virke mærkeligt at gå i parterapi uden sin partner, men indimellem giver det faktisk ret god mening.
Måske har din partner ikke tid, lyst eller overskuddet til en omgang parterapi? Eller måske er der nogle ting, i relation til din partner, du ønsker at arbejde på alene – i hvert tilfælde i første omgang. Og parterapi – også uden sin partner – virker! For når den ene i relationen gør noget andet, ændrer hele dynamikken i parforholdet sig.
Du kan bestille tid ved at ringe eller sms’se til:
23 36 44 47
Hvis du er i tvivl om jeg kan hjælpe dig, kan vi tage en gratis uforpligtende samtale på telefonen.